Dyster prognose: Doggerland trues af voldsomme havstigninger 4.79/5 (24)

Hvis ikke der gøres noget ved den voldsomme havstigning, vil Doggerland om få århundreder være sunket i havet. Men havstigningerne er naturlige, mener vejrshaman Bjørn Lomvig

Fremtiden tegner dyster for Doggerland. År for år æder bølgerne landet bid for bid. Havet stiger voldsomt og efterlader mindre og mindre plads. Jagtdyr forsvinder og folk presses sammen på et mindre og mindre areal.

Havstigningen er derfor det altoverskyggende emne på Doggerlands store årlige stammeråd, som i disse dage finder sted på klanernes store samlingsplads på Doggerbanke.

– Jeg har set jorden drukne. På min barndoms boplads svømmer fiskene. Hvis ikke vi gør noget, er det snart slut med Doggerland. Mine efterkommere vil kun have myterne tilbage om et stort land, hvor deres forfædre jagede, indtil det blev opslugt af havet, siger Gnavertand, som er Bæverklanens overhoved, til Satyren.

Han skal lede forsamlingen, som endnu en gang skal forsøge at nå til enighed om fælles handling, men chancerne for er små, frygter han.

– Vi har talt og talt om det i snart en generation. Shamanerne er rådvilde. De ved ikke, hvorfor havet stiger, siger Gnavertand.

Havmoder med blærebetændelse

Nogle shamaner mener, at den Den Store Havmoder har fået blærebetændelse, og det får havet til at stige.  Nogle mener, det sker fordi totemdyrene er vrede. Andre igen mener, at havet og skoven er blevet uvenner. Mens den store Dommedagsshaman Tush Nahmi forudsiger, at en sulten bølge vil æde hele Doggerland i en mundfuld.

Bjørn Lomvig, som er Lomvigklanens vejrshaman, har vakt stor opsigt ved at mene, at havstigningen er naturlig.

– Jeg har på sine ånderejser set, hvordan store isbræer langt mod nord smelter og leder store mængder vand ud i oceanerne, fordi solen er blevet varmere, og det kan vi ikke gøre noget ved, siger Bjørn Lomvig.

Han vil derfor på stammerådet forslå, at man tilpasser sig og ser havstigningen som en mulighed.

– Det er på høje tide, at vi lærer os selv at fiske i havet, jage sæler og samle østers, så bliver havet en ven i stedet for en fjende, siger Bjørn Lomvig.

Byg dæmninger som bæveren

Lomvig ved, at hans forslag vækker modvilje. Derfor foreslår han en gradvis indfasning af kystressourcer med et lille nøk hvert år og med en målsætning om fuld marin kost inden for de næste to generationer

Intet tyder dog på, at Doggerlands klaner er parate til så drastiske ændringer i deres livsstil.

– Vi har jaget urokser og elge så længe, nogen kan huske. Vores kvinder har samlet nødder og blåbær siden tidernes morgen. Det er en dødfødt tanke, at vi skal spise sæler og østers, siger Gnavertand med væmmelse i stemmen.

Han frabeder sig dommedagsprofetier og foreslår i stedet, at Doggerlands stammer gør som bæveren og bygger store dæmninger, som kan holde vandet i skak.

– Det er snart sidste chance, men vi kan stadig nå at gøre noget, siger Gnavertand fortrøstningsfuldt.

Mashup: Den Magelige Magister.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Dyster prognose: Doggerland trues af voldsomme havstigninger"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*