Bordelhistorie var røgslør: Forsker afslører alt om Frederik den Ottendes død 4.43/5 (21)

Det danske hof konstruerede en løgn om Frederik den Ottendes død i Hamburg for at holde Danmark ude af Første Verdenskrig, hævder forsker.

– Det er helt klassisk, at man for at slippe af krogen i den store klemme kan indrømme en lille brøde, som folk til gengæld kan forstå og acceptere.

Sådan siger den danske historiker Johannes Renteberg, der igennem de sidste 16 år med velvillig fondsstøtte har forsket i Frederik den Ottendes sagnomspundne død i Hamborg i 1912.

– Igennem mange år hed det sig, at den danske konge var død under en spadseretur i byen efter et besøg på et bordel. Jeg har dog fundet beviser på, at historien er et røgslør, der skulle skjule den egentlige sandhed, siger Johannes Renteberg.

Den grundige forskning er blandt andet foregået i Det Hemmelige Bibliotek i Vatikanet. Det afslører en helt anden historie om den populære og demokratisk indstillede danske konges mål med besøget i Hamburg.

– Op til Første Verdens krig samledes en række magtfulde personer fra industrien, aristokratiet og det politiske liv sig i et hemmeligt broderskab organiseret under den internationale Frimurerloge og med adgang til Illuminati. De mente, at fremskridtet blev hindret af en forstenet, konservativ verdensorden, siger historikeren.

Danmark spillede vigtig rolle

Han hævder, at den kommende danske konge og flere personer i kongefamilien og ved det danske hof var dybt involveret i etableringen af selskabet, hvis første møde da også blev afholdt i København i 1889, mens Frederik var kronprins.

– Danmark var om nogen eksemplet på et stillestående samfund, hvor der virkelig var behov for ændringer. Samtidig var vi blevet et lille land efter at have tabt både Norge og og Hertugdømmerne, så den kommende konge tvivlede på, at vi ville have en fremtid foran os, uden at der blev gjort noget radikalt, siger han.

Han hævder i bogen, at en drejebog til den kommende verdenskrig blev behandlet på mødet i Hamburg, men dog med nogle afgørende forskelle i forhold til krigens faktiske forløb.

Det var meningen, at Danmark skulle have været med i krigen, og skulle have erklæret Tyskland krig i 1916. Belønningen ville være at få et landområde svarende til de nuværende delstater Slesvig-Holstein, Hamburg og Bremen, fortæller han.

Krigen var planlagt sådan, så nationerne på allieret side skiftedes til at kæmpe mod Tyskland. Her skulle Danmark have aflastet Rusland, der ville være stærkt presset.

Nødløgnen, der ikke ville dø

Da den 68-årige danske konge pludselig faldt død om ved forhandlingsbordet, måtte der pludselig tænkes hurtigt.

Ingen var klar til krigen allerede i 1912. Bordelhistorien var derfor et røgslør, der skulle dække over broderskabets lyssky planer. Men det lykkedes aldrig Kongehuset at komme med en ordentlig forklaring på,at hele den danske kongefamilie skulle med til Hamborg, siger han.

En række forsøg på senere at skyde løgnehistorien ned er siden slået fejl.

– De første mange år var det spændende og pikant, at kongen var død på et bordel. Efter kvindefrigørelsen blev det dog slet og ret pinligt. Her prøvede hoffet at ændre historien, men uden held. Den er i dag en fast indgroet historie, siger Johannes Renteberg.

Efter sin død blev Frederik den Ottende bragt til et lokalt lighus, hvor han senere blev identificeret som den danske konge. Hans konservative søn, Christian den Tiende, valgte i stilhed at afblæse både den danske deltagelse i krigen og støtten til boderskabet, viser forskningen.

Det 750 sider lange værk Sandheden om Frederiks død – det hemmelige broderskab udkommer tirsdag i næste uge. Prisen er 16.800 kroner.

Illustration: Otto Bache.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Bordelhistorie var røgslør: Forsker afslører alt om Frederik den Ottendes død"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*