Longread: Skræm livet af børnene med jul som i gamle dage 4.85/5 (13)

Det var aftenen før jul, og ikke en lyd hørtes. Kun kæders raslen, rustne bjælder og tunge slæbende skridt! Skodder for vinduerne og skorstenen luget med omhu. I håbet om, at julen ikke ville være der, lå alle børnene søvnløse og frygtsomme i deres senge.

Ikke alt var bedre i gamle dage, men noget var. Der var engang hvor julemanden IKKE var en som børnene sad oppe længe og ventede på, og de snacks, som blev sat frem, var ikke for at sige tak, men for at formilde ham og overtale ham til ikke at gå længere ind i huset! Engang, før Coca Colas illustrator Haddon Sandblom syntes at julefanden skulle gøres mere rar, og før den katolske kirke smækkede hardlineren, den ortodokse Sankt Nicholas af Myra på opgaven at kristne julen og en masse hedenske julevæsner, da var julemanden et væsen af natten!

Satyren bringer her et udvalg af disse første julevæsner, som oprindeligt også kunne være af hunkøn. Det er jo vigtigt at holde forbindelsen til forhistorien og traditionerne ved lige, så vi bringer også en vejledning til hvorledes man kan fejre en uforglemmelig familiejul med disse urvæsner.

Perchta

Perchta er en julekvinde fra Alperne, hvor hun kendes under følgende alias Bertha, Perahta, Berchte, Frau Holle, Holda og Why. Perchtas oprindelse fortaber sig i de oprindelige kvindelige hedenske skovgudinder, hvorfor hun har bevaret den egenskab, at hun kan tale med dyrene. Hun kan fremstå som en ung smuk kvinde, Schönperchten, eller som en fæl gammel kone, Frau Perchta; eller ligefrem et frådende monster, Schiachperchten eller Schnabelperchten. På tolvtenatten, natten mellem 5. og 6. januar, så besøger Perchta folks hjem og opsøger tjenere, hushjælpere og tyende. Har de været flittige og lydige, så lægger hun en sølvmønt til dem. Har de været dovne og træge, så skærer hun maven op på dem, trækker alle indvoldene ud og fylder strå og småsten! Børn, som har været dydige og respektfulde over for deres forældre, får en gave, mens de uartige ligeledes bliver eviscerateret og udstoppet!

Hold jul med Perchta

Tag børnene ud af skolen uden for ferien, og rejs på billig skiferie i Østrig. Fortæl børnene, at Perchta ligger under deres senge, og hvis de laver larm, plager eller står op, så vækker de hende. Tag på afterskiing, og slap af, børnene vil ligge stive af skræk.

Jólakötturinn

Den islandske julekat er den islandske jættekvinde Grýlas kæledyr og hjælper. Grýla er kendt allerede fra Snorri Sturlassons Sturlunga saga. Kræet kan bedst beskrives som en slags djævelsk succubus, som fuldstændig kan ødelægge din jul; noget som katteejere kender til. Julekatten besøger julenat de børn, som ikke ønskede sig bløde pakker i julegave, spiser deres mad, og nogle gange børnene; igen, noget som katteejere også kender til. Grýla og hendes kat har i alt 13 hjælpere, Fåreskræmmer, Mælketyv, Pandemadsstjæler, Skeslikker, Grydeslikker, Skålslikker, Dørsmækker, Skyrspiser, Pølsesnupper, Vindueskigger, Sprækkesnuser, Kødkrogshapser og Lysestjæler. De besøger på tur de islandske børn om natten fra den 12. december; og har de været artige, så får de en lille gave i deres julesko. De uartige børn får en runken kartoffel, som er begyndt spire. Børn som været virkelig plagsomme og uartige, og som kun har fået hårde pakker, de får besøg af Gryla og katten!

Hold Islandsk jul

Hold jul på Island uden børnene. Der er virkelig lækkert, især uden børnene. Send dem et billede af den store julekat, som bliver stillet på torvet i Reykavik.

Knecht Ruprecht

I Tyskland huserer Kencht Ruprecht under hans mange alias: Rumpknecht, Bullerclås og Rû Clås, den hårde Nicholas. Hvor han egentlig kommer fra, er lidt usikkert, men han er muligvis en kobold, en slags tysk svar på en gårdnisse, som kan skifte form. Den tyske julemand, Weinachtsmann, har samlet ham op et sted i fortidens tåger i Alperne. Ruprecht fungerer i dag som Julemandens håndlanger, til det ”beskidte” arbejde. Muligvis, så ingen spor fører tilbage til ham selv. Ruprecht går med en tynd lang kæp og en sæk med aske. han spørger børnene om de kan deres bønner, og kan de dem ikke så tæver han dem med askesækken. Hvilket er smart, det giver ingen tydelige mærker. Artige børn får en kage af Weinachtsmann, de uartige får med Ruprechts svirp!

Hold jul med Knecht Ruprecht

Fortæl børnene at julemanden nu har så travlt, at det kan være, at det bliver hans assistent Ruprecht, som kommer juleaften. Desværre så tror nutidens børn kun på TikTok, så du må selv søge nogle videoer frem med Ruprecht.

Belsnickel

Belsnickel immigrerede med tyske indvandrere fra Rhinlandet til Amerika, hvor han i dag kendes under navnene Bell Sniggle, Pelznikel, og Kriskinkle. Belsnickel huserer primært i områder af Nordamerika, hvor de tyske immigranter bosatte sig, det vil sige de såkaldte Pennsylvania-dutchmen, og så dem som hævder at de kom fra Argentina i 1945.  Belsnickel er en laset og lurvet version af Knecht Ruprecht, blot med den forskel at han arbejder alene, uden julemandens vågne blik! Han deler prygl ud til uartige børn, mens de artige får kager og gaver.

Hold jul med Belsnickel

Glem det. Det var ham, som Coca Cola spolerede i 1932. Så, kun hvis du vil have børn høje på sukker skal du invitere Jolly Kriskrinkle ind i varmen!

Bafana

Bafana er en gammel kone, som bebor de Italienske Alper. Legenden fortæller, at hun skulle følge de tre vise mænd på færden for at hylde jesusbarnet på julenatten; hun var dog for optaget og ville i stedet vente på dem på deres hjemrejse for at høre nyt. Men de tre vise mænd vendte hjem ad en anden vej, og hun har ventet forgæves og hvileløst lige siden. Nu flyver hun ud på en slidt kost på helligtrekonger nat, den 6. januar, og søger små børn! Børnene skal hænge store sokker op ved ildstederne, og har de været artige, så får de gaver og godter. Har de været uartige, så får de et hvidløg. Befana var næsten glemt, men fascisterne ønskede i 1928 at vække de gamle og noble traditioner og indførte Befana Del Duce, senere Natale Del Duce, med en enorm popularitet. Folket var helt solgt, og Bafana er derfor en af de mest skræmmende julevæsner!

Hold jul med Bafana

Fortæl jeres børn, at julen er fascisternes og kapitalisternes opfindelse, og derfor bliver der ingen julefest, kun højtlæsning af Das Kapital. Lav italiensk mad, for eksempel Pasta Carbonara, med masser af hvidløg.

Moș Gerilă

Rumænsk julemand, skabt i 1944-47. Sørgede for at staten og den elskede leder lagde gaver ved nytår under vintertræet til artige og flittige børn, som anmeldte forældre, skolelærere og naboer for statsundergravende virksomhed. Gengives ofte som en muskuløs og atletisk ung proletarisk mand med bar brystkasse. Han blev dog ældre og mere gråhåret, som den elskede leder også ældedes. Moș Gerilă er ikke set siden den elskede leders Despot-theose, hans helvedesnedstigning, som foregik i en sky af murstensstøv fra den væg han stod op ad. Men om de faktisk var en og samme, er endnu ikke afklaret.

Hold jul med Moș Gerilă

Ingen søde sager. Kun varme seks timer om dagen, og kun strøm i otte. Kun én tv-station, den nationale, som viser østeuropæiske tegnefilm hvor al sovjetisk dominans over Rumænien er bortcensureret. Til festmiddagen spises kogt kål, og kogt fisk; fisken skal stadig være frossen i midten, fordi strømmen gik efter fire timer. Efter måltidet danses der omkring vintertræet, som er pyntet med strimler klippet ud af aviser. Gaverne er fra den elskede leders hustru og er indpakkede eksemplarer af hendes fysikbøger. Børn som er utilfredse, skal have at vide, at Moș Gerilă også besøger statens børnehjem. Moș Gerilă kan muligvis formildes ved at børnene angiver deres forældre som statsfjender.

Le Père Fouettard

Père Fouettard, også kendt som ’Piskefar’ eller ’Bedstefar Prygl’ kommer fra Frankrig og er muligvis den ledeste af alle julemænd! En kroejer fangede tre drenge, som han mente var rige og som var på vej til religiøs kostskole. Sammen med sin kone dræbte han børnene for at røve dem. De bedøvede børnene, skar halsen over på dem, og skar dem i stykker og kogte dem i et kogekar. Sankt Nicholas opdagede dødssynden og genoplivede børnene. Sankt Nicholas tvang Père Fouettard til at blive hans hjælper, trukket i en kæde, som en straf for hans forbrydelser. Han kendes ved at han er en gammel mand med et vildt skæg, et bundt af svirpe og en sæk med kul. Pére Fouettard fungerer som håndlanger til det grove arbejde, når julemanden møder franske børn, som ikke vil drikke deres vin og spise deres ost!

Hold jul med Pére Fouettard

Man starter med at finde en gryde stor nok til alle børnene.

Glædelig jul og godt nytår fra Satyrene: Papposilenos, Mester Ictum, Proudhon Bloodhunger og Den Magelige Magister.

Mashups: Den Magelige Magister.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Longread: Skræm livet af børnene med jul som i gamle dage"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*