Frygt for Putin: USA bestiller 3000 danske vikingeskibe 4.86/5 (22)

Den amerikanske flåde har placeret en enorm ordre på danskbyggede vikingeskibe. De skal indgå i amfibieoperationer og invasioner uden at kunne ses på radar.

De kan sejle i alt slags vejr. De kan manøvrere hurtigt på lavt vand, har for længst bevist deres værd i krig og vigtigst af alt: De kan ikke ses på radar.

Der er mange fordele ved de danske vikingeskibe. Det betyder nu, at den amerikanske flåde har bestilt hele 3.000 danskbyggede vikingeskibe. De skal i fremtiden indgå i US Marines’ amfibieoperationer.

– Vores egne amfibiefartøjer er tunge metal-konstruktioner, der kræver flybrændstof for at kunne operere. De larmer, så de kan give høreskader, og deres radarprofil nærmest blænder en fjendtlig radaroperatør, siger Jamal Russel, der er viceadmiral i det amerikanske marinekorps som forklaring på, at amerikanerne vælger at satse på 1300 år gammel dansk flådeteknologi.

– Klinkbyggede vikingeskibene indeholder ikke meget metal og har slet ikke nogen profil på en radar. De kan ikke høres på sonar, og med lidt mørkegrøn maling falder de helt i et med havet, så de faktisk også er umulige at se fra luften. Samtidig har de gang på gang vist sig særdeles effektive til at føre krig langs de russiske floder, påpeger Jamal Russel.

Han understreger, at et vikingeskib for sejl og årer næsten kan holde samme hastighed som de RIB-gummibåde, korpset bruger længere mod syd.

Ordre hos Vikingeskibsmuseet

Den amerikanske ordre er i første omgang gået til bådebyggerne på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Her er chefskibsbygger Frodi Eriksdottir glad for ordren, men også opmærksom på det pres, der pludselig betyder, at den danske produktion af vikingeskibe skal opgraderes i en fart.

– Det tog os fire år at bygge Havhingsten. Og det er klart, at det slet, slet ikke går med den hastighed, når de første 100 vikingeskibe skal leveres allerede næste år. Så vi må op i gear. Vi skal have gang i en række værfter, hvor vi kan bygge skibe, siger Frodi Eriksdottir.

Coronapodere omskoles til bådebyggere

Planen er, at man inden for de kommende måneder vil opføre nye værfter tre steder i Danmark. Det er Fribrødre å på Falster, Ribe å i Syddanmark og Tryggevælde å på Østsjælland.

Det er planen, at tidligere coronapodere skal omskoles fra vatpinde til økser, så de kan bygge skibe til amerikanerne.

– Vi er i den heldige situation, at der er masser af tømmer til rådighed i Danmark lige nu. Flådeegene i fredsskovene blev jo meldt klar for nogle år siden, og det kan vi udnytte. Men vi kommer til at købe tjære af svenskerne, tilføjer Frodi Eriksdottir ærgerligt.

Han havde håbet at holde svensk arbejdskraft uden for de amerikanske ordrer, da Sverige tidligere har kritiseret det danske udbud og i stedet peger på, at amerikanerne burde købe svenskbyggede galeoner af Wasa-klassen.

Foto: Geir Arne Johansen.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Frygt for Putin: USA bestiller 3000 danske vikingeskibe"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*