Grundlovens fædre undskylder: Det var ikke det her, vi ville 4.6/5 (20)

Det rodede valgresultat chokerer Grundlovens fædre, som over for det danske folk undskylder for det parlamentariske kaos.

– Det er, hvad der kommer ud af at ændre på den algode og frie forfatning, som jeg førte pennen på og mine højt ærede grundlovgivende kollegaer vedtog hin vidunderlige junidag i 1849. Vi troede på, at dannede og fornuftige borgere kunne forvalte folkestyret, men vi tog fejl.

Med disse ord kommenterer en stærkt deprimeret Biskop Monrad tirsdagens valgresultat, hvor 12 partier kom i Folketinget og skaber en pandæmonisk parlamentarisk situation.

– Det kommer der af at lade fallenter, fanger, fruentimmere og fjolser få valgret, fnyser en indigneret Orla Lehmann fra Bondevennerne.

– Og socialister, indskyder Højres stærke mand J.B.S. Estrup, som afbrydes af en spruttende arrig N.F.S. Grundtvig.

– Hvad var der galt med stænderforsamlingerne? De rådgav kongen vel, uden at kræve indflydelse. Det er typisk. Så snart noget er godt, skal det laves om, raser pastor Grundtvig.

De tre grundlovsgivere er samlet i Landstingssalen på Christiansborg, hvor de drukner sorgen over gårsdagens chokerende valgresultat i rødvinstoddy og grog sammen med andre grundlovsfædre, lovgivere og aktive politikere i det danske demokratis barndom og ungdom.

I.C. Christensens skyld

Da Satyrens politiske redaktør spørger dem, hvordan det kunne komme så vidt svarer Estrup prompte:

– Det kan De passende spørge I.C. om.

– Ja, den tager De med I.C., tilføjer de andre.

En tydeligt ildeberørt I.C. Christensen fra partiet Venstre, der som statsminister var arkitekten bag parlamentarismen og stod bag systemskiftet i 1901, tørrer sveden af panden, mander sig op og svarer.

– Jeg syntes, der skulle ske noget nyt. Jeg mente, det var mest rimeligt, at  flertallet i Folketinget bestemte, og det ville føre til et bedre samarbejdsklima og dermed mere gennemarbejdet og fornuftig lovgivning, siger I.C. Christensen og fortsætter:

–  Der tog jeg altså grueligt fejl. Det vil jeg gerne undskylde for. Jeg fortryder og advarer alle om, at disruption er noget værre skidt.

– Det var et statskup. De åbnede Pandoras æske, råber Estrup anklagende.

– Må jeg være fri, svarer I.C. Christensen og tilføjer:

– Det var de forbandede radikale og Zahle, som gav efter for suffragetterne (gammelt ord for militant feminist red.), og det var socialisterne, som afskaffede Landstinget og indførte kvindelig arvefølge.

Gud og royal intervention

Satyrens politiske redaktør dæmper gemytterne og spørger forsamlingen, hvad der kan gøres for at stabilisere Folketinget.

– Ingenting er jeg bange for, lyder det fra en formørket biskop Monrad:

– Vi lod os forføre af en luddoven og uduelig konge, som gjorde alt for at slippe for ansvaret. Det er vores fadæse, og Riget må sætte sin lid til Gud den almægtige og royal intervention, fortsætter han.

De andre nikker indforstået med et tomt blik i øjnene.

Den Grundlovgivende forsamling. Constantin Hansen, Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. Wikimedia.