I anledning af Charles den Tredjes kroning har Satyren talt med en række danske konger om deres livs store dag.
I dag går det løs i London. Briterne kroner Charles den Tredje til konge af Det Forenede Kongerige. I Roskilde Domkirke, er de gravlagte danske monarker tidligt oppe. Forventningsfulde sidder de bænket foran storskærmen og glæder sig til livetransmission fra kroningsceremonien i Westminster Abbey.
Blandt de særligt indbudte i domkirken er Erik Klipping. Han mindes med glæde sit kroningstaffel. Der var minnesang, hofnarrekunster og vin i stride strømme.
– Vi havde den fedeste fest, men tømmermændene kom så næste morgen, da jeg skulle besegle en håndfæstning. Det havde de adelige niddinger sgu ikke sagt noget om, og det så jeg ikke komme. Den bliver min død, sagde jeg til dem, siger Kong Erik.
Det fik han så ret i.
Rakkerknægte sloges om mønter
Især de ekstroverte konger i domkirkens skib glæder sig til at se Charles bestige tronen.
– Man må give dem, briterne. De forstår at fyre en gedigen kroning af med pomp og pragt. Det når næsten niveauet i min egen kroning og får ham den blodfattige gamling til at se helt habil ud, siger Christian den Fjerde.
Christian fremhæver sit ridt gennem København under baldakinen som det største øjeblik kun overgået af kronen, regalierne, banketten, vinen, kroningsdragten, fyrværkeriet (forkortet af red.).
– Det var hyleskægt at se rakkerknægtene slås om de skillemønter, mine herolder kastede i grams, lyder det fra en klukleende konge.
Hans søn, Frederik den Tredje, skuler til sin far. Så hvisker han til Satyrens udsendte, at han takket være faderens ødselhed nær ikke havde råd til sin egen kroning.
Masturberede ved bordet
Da Christian den Syvende besteg tronen, var kroningen afløst af en mere ydmyg salving. Selvom salven stank værre end et horehus i Dybensgade, morede han sig næsten ligeså kosteligt som på en af hans vilde bumleture på Københavns dødsrute.
Kongen afslører fnisende, hvordan han ved det efterfølgende taffel konstant kylede konfekt i nakken på Grev Bernstorff. Han fik også sin grand danois til at vælte selvsamme Bernstorff omkuld og bespringe ham, som var greven en tæve.
Festen sluttede dog brat, da den unge konge blev sendt afsides på grund af overdreven uterlig opførsel.
– Jeg tog en spiller ved bordet, og der er åbenbart forskel på, hvad man må ved hoffet og på byens bordeller, konstaterer Christian den Syvende.
Inden transmissionen fra London begynder, når Satyren at spørge Frederik den Syvende, hvordan han oplevede at blive salvet som Danmarks sidste enevoldskonge.
– Jeg husker ingen ting. Jeg snorksov med åbne øjne under hele ceremonien. Det var nok uklogt at mæske sig i rullepølsemadder med fedt og sky og skylle det hele ned med to flasker portvin, beklager kongen.
Så nikker han adjø og kryber stille tilbage i sarkofagen for at tage en lur i fred for virakken på storskærmen.
Illustration: Otto Bache.
Be the first to comment on "Danske konger afslører: Så fed var vores kroning"