Vikingeringborge optages alligevel ikke på UNESCO’s verdensarvsliste 4.56/5 (27)

Foto: Papposilenos

Vikingernes ringborge bliver ikke optaget på UNESCO’s liste over verdensarv. Europæiske stormagter har protesteret, og Harald Blåtand forlanger sine borge taget af listen.

Glæden og jublen over UNESCO’s udnævnelse af de fem danske ringborge fra vikingetiden blev kort. UNESCO vælger nemlig ikke at forfremme dem til verdensarv alligevel.

Det fremgår af et lækket notat fra UNESCO’s Verdensarvskomités møde i Riyadh i Saudi Arabien, hvor komitéen først vedtog at optage de fem vikingeborge: Aggersborg, Borgring, Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg på listen over umistelig verdensarv for så senere at annullere beslutningen.

Af notatet, som Satyren har fået i hænde ved hjælp af moderat bestikkelse, fremgår det, at udsendinge fra den frankiske konge Lothar på det kraftigste protesterede over ringborgenes forfremmelse til verdensarv. Det samme gjorde den engelske konge Æthelred den Rådvildes gesandter, og de blev bakket op af repræsentanter fra Byzans og  Den Tysk-Romerske Kejser Otto den Anden.

Åben invitation til plyndring

Over for Satyren bekræfter udsendingene enstemmigt, at de har protesteret mod det, de kalder for en blåstempling af normannisk barbari.

–  Det er en anerkendelse af de vilde normannere. Det er skandaløst, at deres forsvarsanlæg, som er dårlige kopier af frankiske fæstninger, fredes og ophøjes til samme status som vores fornemme kulturarv. Deres konge får blod på tanden til pralende at føre sig frem, siger den frankiske gesandt til Satyren.

Hans engelske kollega kalder UNESCO’s beslutning for en åben invitation til flere uprovokerede overfald på England.

– Det er et spørgsmål om tid, før de vilde normannere igen løber op på vore kyster. Vores konge aner ikke sine levende råd. Vi frygter, at en anerkendelse på verdensarvslisten opildner Danerkongen til at kræve den engelske trone, lyder det fra den engelske udsending.

Også Harald siger nej

De er derfor yderst tilfredse med, at UNESCO kom på bedre tanker. Det samme er Danerkongen Harald Gormsøn overraskende nok også.

Til Satyren siger kongen, at han først var smigret over interessen for hans borge, selvom de er ruiner og blot en skygge af fordums storhed.

– Jeg tænkte, at det var en gylden mulighed for at få bygget borgen ved Køge færdig og få de andre renoveret og bemandet. De trænger virkelig, siger Harald, som havde bestilt en skriveegnet kampesten, der skulle fastholde UNESCO’s gunst i runer.

Han kom dog hurtigt på andre tanker, da han læste det med småt.

– Jeg får forbud mod at foretage selv de mindste ændringer. De er forfaldsromantikere, som vil have, at jeg bevarer mine militærarkitektoniske mesterværker i deres nuværende ramponerede tilstand. Det kan de skyde en hvid pil efter, siger Kong Harald, mens han trækker sine broge ned og mooner sin bare bag i retning af Riyadh.

UNESCO ønsker ikke at kommentere sagen, men bekræfter over for Satyren, at vikingeborgene bliver pillet af verdensarvslisten. Det sker på den næste samling i Unescos Verdensarvskomité.

Foto: Papposilenos.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Vikingeringborge optages alligevel ikke på UNESCO’s verdensarvsliste"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*