Date et moselig: Ny datingsite for historienørder 4.86/5 (21)

Foto: Wallpaper Flare.

Ikke alle ønsker en partner, som bruger ferien på museer og i arkiver. En ny datingside ved navn Date et Moselig vil ramme historikere, arkivarer og arkæologer.

– Man kan sige meget, men sexet er det i udgangspunktet ikke at være historienørd eller arkæolog. Virkeligheden er meget langt fra Indiana Jones og Lara Croft.

Sådan siger Jack Kolling, arkæolog og iværksætter bag den nye datingside Date et moselig, der netop er gået i luften.

– Vi har tydeligvis ramt et hul i markedet, for det strømmer ind med nye brugere i et omfang, vi slet ikke havde forestillet os, siger han.

I løbet af de første dage passede brugertallet 1.000, og siden er det blevet femdoblet, efterhånden som detektorfolk, vikingereenactere og slægtshistorikere også har opdaget siden og dens medfølgende app.

– Det eneste for os på kødmarkedet har indtil nu været forskellige tilbud for akademikere. Men her har vejrbidte voksne i flyverdragter med merskumspiber og arkivblege historikere, der lugter lidt af skimmel, haft det svært i konkurrencen mod flotte læger, advokater og forskellige Djøf-typer i smarte jakkesæt. Men nu har vi endelig fået vores eget sted, siger han, og understreger at netop folk som ham, under det forsigtige ydre, er varmblodige mennesker fyldt med følelser.

Dating for alle

Han er glad for, at også andre udenfor faget kommer ind.

– I går så jeg en reenacter klædt  som viking med en økse. Hun var hot, siger Jack Kolling.

Han fortæller, at man undervejs i udviklingen af den nye side har overvejet flere benspænd for at sikre, at kun de ægte nørder kunne bruge siden. Ideer om at bruge oldgræsk eller latin som standardsprog er dog blevet forkastet, ligesom både gotisk håndskrift og runer som skrifttyper også er det.

– Det hele ender i en overvejelse, om det i virkeligheden er i brugernes interesser at begrænse antallet af datingkandidater. Det var også den overvejelse, der gav os ideen til navnet. Moselig er hotte, og oppe i tiden, siger han.

Han lægger ikke skjul på, at han selv er bruger på siden.

– Min oplevelse er, at det for mig har været svært at finde kærester, der forstår skønheden i at bruge tre dages hårdt optjent afspadsering på læsesale med kasser i Rigsarkivet; som synes Flensborgsten og Østersøkeramik er fedt, og som hellere tager på museum end stranden, når det er ferietid. Så hvis der er nogle friske tøser på linjen på mellem 30 og 45 år, så skriv til mig, siger han, men forbindelsen afbrydes, umiddelbart før han når at nævne sit profilnavn.

Nichedating er fremtiden

Ifølge datingekspert Marianne Aarshviid bør der være plads på markedet til den nye side.

– Vi har de seneste 10 år set to tendenser i markedet. Mens mainstreamsider som Tinder og Grindr er blevet store, så er nichesider som Farmerdating og Date en indsat også vokset. Jeg tror der er plads til Date et moselig, siger hun.

Hun mener, at man kunne overveje at bruge den tekniske platform bag siden til andre tjenester, og nævner Asbergersdating eller rollespilsdating som mulige ideer til nye datingsider.

Alle brugere på Date et moselig får tre dages gratis prøvetid på tjenesten. Derefter koster et årsabonnement 365 kroner. For læsere af Satyren er der 10 procent rabat.

Foto: Wallpaper Flare.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Date et moselig: Ny datingsite for historienørder"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*