Uventet afrikansk arv får Kong Frederik til at bygge fort ved Guldkysten 4.82/5 (11)

Rygterne har svirret på Københavns Slot et stykke tid. Men nu er det officielt: hans majestæt kong Frederik 3. vil oprette et fort på Guldkysten i Afrika. Baggrunden er en række mystiske arvesager, som kongen loves store indtægter af.

En kopist i Kongens Kancelli, som ønsker at være anonym, har oplyst, at Hans Majestæt vil opføre et fort i byen Osu ved Accra. Stedet skal opkaldes efter kongens far og hedde Fort Christiansborg. Baggrunden for beslutningen er, at der er behov for en mere permanent tilstedeværelse, som skal gøre det lettere at holde øje med dét, ”Kopisten” kalder “visse økonomiske affærer”.

Nu er fyrst Hadaa og hele hans slægt imidlertid død; trampet ihjel af en flok bissende elefanter, og det er endelig lykkedes vinkelskriveren at finde frem til, at Kong Frederik er den eneste arving

Han er ikke i tvivl om, at det er noget stort, som er under opsejling. Dét viser de beløb, der er tale om.

– Jeg kan følge med i kongens udbetalinger, og har bemærket flere store summer. Der har været i alt fire betalinger, som tilsammen indtil videre løber op i 245.000 rigsdalere. Alle er gået til en vinkelskriver, der netop er fra Osu, fortæller ”Kopisten”, og tilføjer, at det naturligvis er lidt tys-tys at lure på kongens pengeforbrug.

Ukendt afrikansk familieforbindelse

”Kopisten” forklarer, at der for cirka et år siden begyndte at ankomme forskellige relationer, rapporter og depecher fra vinkelskriveren i  Osu. Angiveligt drejer det sig om en meget stor arv, der omfatter værdier, som svarer til flere millioner rigsdalere.

Det er kommet som en stor overraskelse for de kongelige genealoger. Det lader til, at hans kongelige majestæt meget langt ude er beslægtet med en afrikansk fyrste ved navn Hadaa 13. Nu er Fyrst Hadaa og hele hans slægt imidlertid død; trampet ihjel af en flok bissende elefanter, og det er endelig lykkedes vinkelskriveren at finde frem til, at Kong Frederik er den eneste arving til et enormt landområde ved Niger-floden, samt store værdier bundet i dyr, kunstværker, ædle metaller og eksotiske afgrøder.

Jeg ville være skeptisk, for dem, der bor ved Niger-floden har ry for at være nogle snydetampe og fusentaster. Min fætter Oghale faldt i med begge ben

Der er imidlertid betydelige udfordringer. Værdierne går tabt, hvis ikke kongen reagerer i løbet af kort tid, og det er et enormt papirarbejde, der skal til for at modtage arven.

– Der har været flere forhindringer. Vinkelskriveren skal naturligvis have et salær, men der er også mange uventede problemer med at realisere værdierne. For eksempel skal den enorme bestand af køer sendes til marked for at sælges. Det kræver usandsynligt mange kvægdrivere. Derfor er der sendt penge til aflønning af dem. Men nu er det jo ret varmt i Afrika, så driverne har ifølge lokale regler krav på en tønde øl om dagen – det koster også. På den måde løber det hele tiden op, og nye udgifter kommer til, fortæller ”Kopisten”.

Når pengene er i hus skal de, så vidt “Kopisten” erfarer, bruges til at konsolidere handel og andre investeringer på Guldkysten. Derfor er det hensigtsmæssigt at bygge et fort, som kan rumme den administration, der skal til.

Fup ved Niger-floden?

Det lyder næsten utroligt. Så da Satyren får et tip om, at en indfødt tjener, barnefødt i området, kan træffes i én af byens adelige gårde, må det naturligvis undersøges nærmere. Grev Bille-Brahe-Juel-Galt-Fris’ sorte kammertjener Christian Frederik stiller gerne sin viden til rådighed.

Vi træffer ham i køkkenet hos principalen. Vel bænket og forsynet med en kop chokolade takket være en gavmild kokkepige, får vi den lokalkendtes syn på sagen.

Christian Frederik forklarer, at der er stor chance for, at det hele er opspind:

– Jeg ville være skeptisk, for dem, der bor ved Niger-floden har ry for at være nogle snydetampe og fusentaster. Min fætter Oghale faldt i med begge ben. En dag kom en løber og spurgte efter ham – én eller anden lokal høvding flere hundrede mil borte var død og havde efterladt ham tolv køer og fjorten geder. Min fætter kunne overtage både besætningen, den afdødes datter og det hele. Han skulle bare lige betale en ko og to geder i brudepris. Nu er fætter Oghale ikke den hurtigste zebra på savannen, så han sendte straks dyrene afsted. Men han så naturligvis aldrig noget til hverken pigen, arven eller noget som helst, forklarer Christian Frederik og ryster på hovedet.

Det er ikke lykkedes Satyren at finde frem til Vinkelskriveren i Osu, hvor ingen har hørt om hverken ham eller Hadaa 13. Skulle nogen virkelig vove at have hans kongelige majestæt til bedste? Satyren følger sagen nøje.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Uventet afrikansk arv får Kong Frederik til at bygge fort ved Guldkysten"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*