Karl 10. Gustav klar til at tvangsåbne grænsen til Danmark 4.89/5 (19)

Kong Karl 10 Gustav af Sverige er parat til at åbne grænsen til Danmark med magt og sikre danskerne en åben svensk COVID-19 strategi.

Svenskerne er dødtrætte af Danmark. De har fået nok af det danske grænsesmøleri.  Så nu er den svenske hær under ledelse af Karl 10. Gustav klar til at krydse sund og bælt for at sikre svenskerne fri adgang til Kongeriget Danmark. Samtidig ønsker Svenskekongen at hjælpe Danmark til en mere fornuftig COVID-19 strategi.

Kongen forklarer, hvordan han med stigende bekymring har set Danmark lukke sig ned og låse sig inde, mens hans eget svenske rige blomstrede af mangfoldighed under en tillidsfuld svensk krisehåndtering, hvor borgerne stadig må drikke sig i hegnet på landets kroer.

– Det er forfærdeligt at se, hvordan danskjävlarna forhindrer svenskere i at gå i Tivoli for at supa og synge “Helan går“. Jeg er så jävla træt af, at danskerne lukker af til vores elskede svenske folkehjem. Når Stefan Løfven den (censureret af red.) ikke får fingeren ud, så må jeg, siger Karl 10. Gustav.

Åbnes på et par dage

Svenskekongen lover, at hans aktiviteter i Danmark ikke stikker af for ham, som sidste gang han var i Danmark.

– Jeg har lært at styre mig. Det er slut med, at jævne hele landsbyer og brænde byer af; altså med mindre folk står i vejen for os og ikke frivilligt vil ud af deres isolation. Så må vi jo hjælpe dem lidt på vej, siger han.

Karl 10. Gustav regner med, at genåbningen højst tager et par dage. Større er Danmark jo heller ikke, påpeger han.

– Siden jeg selv snuppede en bid af landet, har prøjserne jo også taget en stump, så Danmark er til at overskue. Nu er der jo kommet bro over både Øresund og Storebælt, så jeg skal heller ikke vente på, at isen lægger sig. Det bliver en ren søndagsudflugt, siger svenskekongen.

Ringer med kirkeklokker

Den danske reaktion er kommet sent. Statsminister Mette Frederiksen (S) beklager, at det tog hende et par dage før hun fattede, at en svensk delegation, ledet af den danske landsforræder Corfitz Ulfeldt, havde overrakt hende et svensk ultimatum.

– Jeg indrømmer. Da jeg så dem stå der i silkebrokade med kniplinger, knæbukser, lange støvler og store hatte med fjer, så troede jeg, at det var en delegation fra Copenhagen Pride, som ville klage over COVID-19 restriktioner på årets Pride Parade, siger Mette Frederiksen.

Hun har hasteindkaldt Folketingets partier til kriseforhandlinger, og Satyren erfarer, at Beredskabsstyrelsen har sat landets kirker i alarmberedskab. De skal ringe med kirkeklokkerne så snart svensken er i syne.

Det forlyder også, at Forsvarets generalstab suppleres med majestæterne Christian 4. Frederik 3. og Christian 5. De har stor erfaring i at bekæmpe svensken.

Illustration: Johan Philip Lemke, Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Karl 10. Gustav klar til at tvangsåbne grænsen til Danmark"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*