Athene skifter Medusas hoved ud med Ghita Nørbys 4.5/5 (16)

Den græske gudinde Athene ønsker Ghita Nørbys hoved sat på sit skjold. I stedet får Medusa tilbud om en ansigtstransplantation på Pia Kjærsgaard.

Efter flere århundreder har gorgonen Medusas hoved udtjent sin pligt som frontfigur på den græske gudinde Athenes skjold. Medusas blik forvandler alle, der møder det, til sten, og hendes hoved har, siden helten Perseus huggede det af, været monteret på Athenes skjold.

Men nu ønsker gudinden at skifte Medusas hoved ud med Ghita Nørbys. Det sker, efter hun hørte det famøse interview med skuespilleren på Radio 24 Syv.

Ghita ejer divaens ophøjede arrogance, som ikke blot forstener, men også efterlader modstanderne rystende i både khiton og peblos

Athene forklarer, hvorfor hun vælger at fyre Medusas hoved.

–  Medusa kan gøre enhver til sten. Det er en god, men også en ret ensidig kompetence. Ghita Nørby rummer mange flere og alsidige facetter, siger Athene og fortsætter:

– Ghita ejer divaens ophøjede arrogance, som ikke blot forstener, men også efterlader modstanderne rystende i både khiton og peblos af frygt den næste spydighed fra hendes mund.

Men det afgørende for visdommens gudinde er Ghita Nørbys evne til at splitte alt og få alle til at tale alene om hende, så de mister interessen for alt andet og dermed er lette for parnassets guder at nedkæmpe.

Hovedet sidder stadig på Ghita

Der mangler dog en vigtig detalje. Ghita Nørbys hoved sidder stadig fast på kroppen af dansk teaters grand old lady. Det er nemlig endnu ikke lykkedes nogen græsk helt at hugge det af.

Athene gav oprindelig opgaven til Perseus, men han vendte tomhændet hjem som et rystende nervevrag. Ifølge Satyrens kilder på Olympen havde Perseus fået adgang til Ghita Nørbys lejlighed under påskud af, at han leverede take away fra restaurant Hellas i Nordre Frihavnsgade.

Vi har sendt vores sendebud Hermes af sted for at tilbyde hende rollen som Medea i Euripides nye tragedie. Det forlyder, at hun siger ja til rollen

Da han trak sit sværd for at dekapitere hende, så hun på ham og sagde: ”Du kan da ikke stå der med den latterlige lille sabel oppe i mit ansigt og tro, at jeg vil tale med dig. Gør du virkelig det?”.

Herefter svinede hun Perseus til i syv timer, indtil han så sit snit til at flygte. Samme skæbne overgik efterfølgende blandt andet også Jason, Herkules og Herakles.

Lokker med rolle i Medea

Satyren har talt med Ghita Nørby, som kortfattet siger:

– Jeg kan ikke tage Satyren. Jeg kan ikke svare på sådan nogle selvhøjtidelige, idiotiske spørgsmål. Du er så dum. Du har ikke lov til at være det. Det har du altså ikke.

Athene har dog ikke opgivet at få fat i Ghita Nørbys hoved og prøver med list.

– Vi har sendt vores sendebud Hermes af sted for at tilbyde hende rollen som Medea i Euripides nye tragedie. Det forlyder, at hun siger ja, og vores list ser ud til at lykkes. Man er vel ikke visdommens gudinde for ingenting, lyder det fra en sejrssikker Athene.

Såfremt det lykkes at skaffe Ghita Nørbys hoved, venter der Medusa nye spændende udfordringer. Satyren erfarer, at Dansk Folkeparti har henvendt sig med tilbuddet om en ansigtstransplantation på Pia Kjersgaard.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Athene skifter Medusas hoved ud med Ghita Nørbys"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*