Forsvarsministeren har bedt Gajus Julius Cæsar udvikle regeringens nye veteranpolitik. Den vil koste 30 milliader kroner og kræve 16.000 kvadratkilometer land.
Den danske veteranindsats skal styrkes. Derfor har forsvarsminister Trine Bramsen (S) udpeget den romerske hærfører og statsleder Gajus Julius Cæsar til at implementere en ny veteranindsats for forsvaret.
Over for Satyren begrunder Trine Bramsen valget af Cæsar:
– Jeg kender Cæsar som en særdeles vellidt styrelseschef for de romerske legioner. Han går meget op i sine troppers velfærd, mens de er i aktiv tjeneste, og ikke mindst når de har forladt hæren. Det kan forsvaret lære meget af, siger Trine Bramsen.
– Jeg er sikker på, at han er manden, som kan sikre, at sårbare og traumatiserede veteraner får den hjælp, de skal have, så de kan vende tilbage til et normalt liv, tilføjer hun.
Forsvarsministeren har endnu ikke mødt Cæsar, men hun er spændt på at se hans plan.
Dyre aftrædelsesbonusser
Gajus Julius Cæsar siger til Satyren, at han allerede har det meste af sin indsats klar for de 100.000 danske mænd og kvinder, som har været udsendt på internationale missioner siden 1948.
– Planen vil komme, se og sejre. På papyrusset er det en meget stor opgave at pensionere det, der svarer til XXII legioner siger han og uddyber detaljerne i planen.
Samtlige menige veteraner modtager 1200 sestertier i aftrædelsesbonus, mens officerer får 6000. Det svarer til en årsløn og udgør godt 30 milliarder i nutids kroner.
– Det er mange penge, men hvis Danmark udnytter sin militære magt til at underlægge sig et par fede provinser, så skal det nok blive en god forretning, siger Cæser og anbefaler et raskt lille felttog mod enten Estland, Polen eller Tyskland.
Anlæg veterankolonier i Jylland
Den helt stor udfordring er de tildelinger af jord, som Cæsar forsikrer, er en model, han har haft stor succes med tidligere. Med Danmarks begrænsede størrelse bliver det dog ikke nemt at finde de 16.000 kvadratkilometer, som det kræver at give samtlige veteraner deres retmæssige jordlod.
– Jeg foreslår, at der på den Cimbriske Halvø anlægges en række coloniae (byer til veteraner, red.) med tilhørende jordlodder. Her kan veteranerne dyrke korn, grøntsager og avle husdyr, som de kan afsætte på markedet, siger Cæsar.
Da Satyren ringer og beder Trine Bramsen om en kommentar til Cæsars veteranplan, svarer hun uvant med dyb tavshed. Hun lover at vende tilbage.
Næste dag svarer Trine Barmasen, at hun har vendt situationen med forligskredsen og partiernes forsvarsordførere.
– Vi er blevet enige om at kaste terningerne og indkalde Cæsar til et møde 15. marts for at drøfte indholdet. Derudover har jeg ikke yderligere kommentarer, siger Trine Bramsen.
Foto: Metropolitan Museum of Art, Wikimedia.
Be the first to comment on "Gaius Julius Cæsar skal udvikle forsvarets veteranindsats"