Nu bliver oldtiden nemmere: Bronzealder og jernalder bytter plads 4.82/5 (17)

Alt for mange kan ikke hitte rundt i oldtidens perioder. Fremover hedder rækkefølgen: Stenalder, jernalder og bronzealder.

Det er ulogisk. Det er forvirrende. Mange danskere farer vild i oldtidens perioder og bytter konstant om på bronzealderen og jernalderen.

For blandt andet at lette travle børnefamilers lektielæsning har Direktoratet for Justering af Historiske Perioder besluttet at jernalderen fremover kommer før bronzealderen.

– Når mere end halvdelen af befolkningen tror, at bronzealderen er finere end jernalderen, og derfor må være den seneste af de to perioder, så har vi simpelthen ikke gjort vores kronologiske grundarbejde godt nok, siger specialkonsulent i direktoratet Marie Carlsen.

Hun forklarer, at det ikke er noget problem for danskerne at forstå, at stenalderen er den ældste periode. Alle har styr på, at sten er et primitivt materiale, men det kniber, når der kommer metaller ind i billedet.

– Mange opfatter jern som noget ikke værdifuldt sammenlignet med bronze. Nu om dage bruges bronze til smykker og skulpturer, mens jern lugter alt for meget af forurenende sværindustri og gamle bilvrag, og derfor tror de, at jernalderen er ældre end bronzealderen siger Marie Carlsen om motivet til at bytte rundt på de to tidsperioder.

Øger elevers motivation

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil indrømmer, at hun er en af dem, som altid bytter om på bronze- og jernalder. Derfor modtager hun periodejusteringen med begejstring.

– Det her er en rigtig god beslutning, som jeg har efterlyst. Det gør det lettere for både for lærere og elever at navigere i historieundervisningen. Det fremmer elevernes motivation og forbedrer deres præstationer både i de nationale tests og i kommende Pisa-undersøgelser, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Også i Danske 12-talspigers Fællesorganisation er de begejstrede. Det vil helt klart gøre det lettere at få 12 i historie, så det er helt syg optur, mener talsperson Frida Dusine Jensen.

Universitet har afskaffet kronologi

På Københavns Universitet trækker man på skulderen af beslutningen.

– Fagene historie og arkæologi har for længst afskaffet enhver kronologi. Vi har fjernet alle tidsperioder og samtlige årstal fra undervisningen for i stedet at lade eleverne sammensætte de historiske sammenhænge, de ønsker at beskæftige sig med, skriver studienævnet på Saxo Instituttet i en mail til Satyren.

Det er kun lykkedes Satyren at finde en enkelt modstander. Det er foreningen Konservative Arkæologer og Historikere. De er til gengæld rasende.

– Må vi være fri. Treperiodesystemet er en stolt dansk opfindelse, som har været god latin siden Nationalmuseets grundlægger C.J. Thomsen fik sin geniale idé til oldtidens opdeling. Vi tager derfor kraftigt afstand fra, at historien skrives om, siger formand Frode Frandsen.

Marie Carlsen understreger, at Direktoratet for Justering af Historiske Perioder ikke er ude på at skrive historien om, blot gøre det lettere at orientere sig.

– Vi laver hverken om på historien eller fortiden. Vi bytter blot lidt rundt på begivenhedernes rækkefølge uden at ændre indholdet, og vi rører ikke ved guldaldern, siger hun.

Illustration: Anskuelsestavle.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Nu bliver oldtiden nemmere: Bronzealder og jernalder bytter plads"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*