Levede under kummerlige forhold: Kommune rydder Den Fynske Landsby 4.83/5 (23)

Odense Kommune griber ind over for beboerne i Den Fynske Landsby, der lever under usle forhold som for flere århundreder siden.

– Det var forfærdeligt at se. Små børn gik barfodet rundt. Kvinder måtte lave mad over åbne ildsteder. En hel familie var nødt til at sove sammen i en lille alkove og på slagbænke i en røgfyldt stue. Vi var simpelthen nødt til at gribe ind over for de kummerlige forhold, folk lever under i Den Fynske Landsby.

Ordene kommer fra en chokeret Gülsüm Kizgin. Hun er socialrådgiver i Odense Kommune og ansvarlig for rydningen af Den Fynske Landsby.

Til Satyren forklarer Gülsüm Kizgin, at kommunen modtog en anmeldelse fra en bekymret borger, som beskrev, hvordan folk gik klædt i gammeldags tøj og levede primitivt, som var det 1800-tallet.

Gülsüm Kizgin forklarer, at hun ved gentagne besøg fik bekræftet sine værste anelser og dokumenteret umenneskelige leveforhold i en fortidsghetto.

Det var især rystende at se den udprægede brug af børnearbejde, i det hun betegner som et udpræget patriarkalsk samfund.

– Jeg så, hvordan små piger var tvunget til at vogte høns og gæs i stedet for at gå i skole og få 12-taller, siger en bestyrtet Gülsüm Kizgin.

Das i gården

Hun forfærdedes også over de sanitære forhold.

– Toiletterne er et udendørs das, og vand henter beboerne i en pumpe på gårdspladsen, fortæller Gülsüm Kizgin.

– Men det værste var at se, hvordan en masse armodsturister var fuldstændigt upåvirkede af det de så. Ingen gjorde nogen mine til at gribe ind, fortsætter hun med gråd i stemmen.

Derfor besluttede kommunen i sidste uge at rydde Den Fynske Landsby. Der resterer nu et langt resocialiseringsforløb for de befriede beboere, og politiet er blevet bedt om at finde bagmændene, som formodes at være fynske godsejere.

En stor misforståelse

Satyren har fundet frem til bagmændene, som holder til på Odense Bys Museer, der driver Den Fynske Landsby. Her betegner chef for levendegørelse Marie Huusman det hele som en stor misforståelse.

– Den Fynske Landsby er et frilandsmuseum, hvor vi levendegør livet på landet, som det var for et par århundreder siden. Det sker ved hjælp af ansatte og frivillige, som uden for arbejdstiden lever et helt almindeligt liv som du og jeg, siger en hovedrystende Marie Huusman.

Hun vil nu sende en redegørelse til Odense Kommune.

Her er formand for job- ældre- og socialudvalget Werner Almissen fra listen Socialt Refærdigt Odense ikke til sinds at ændre kommunens beslutning.

– Nej, Vollsmose skræmmer. Vi har ikke brug for flere ghettoer i Odense, især ikke i et valgår, skriver han i en mail til Satyren.

Foto: Den Fynske Landsby, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Levede under kummerlige forhold: Kommune rydder Den Fynske Landsby"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*