Forarget Phidippedes: Moderne maratonløbere er nogle magelige pjok 4.85/5 (20)

Når maratonløbet afslutter De Olympiske Lege i Tokyo, skal verdenshistoriens første maratonløber ikke se med. Moderne maraton er for kropsforskrækkede slapsvanse, mener Phidippedes.

” Sejren er vor. Sejren er vor. Vi har vundet, sejren er vor”!

Med nogenlunde disse ord overbragte verdens første og mest berømte maratonløber Phidippedes i året 490 før vor tidsregnings begyndelse nyheden i Athen: Byens hær havde besejret perserne i slaget ved Maraton.

Derefter faldt han død om af udmattelse efter 40 kilometers løb i bagende sol.

Satyren har opsøgt Phidippedes i Hades (det oldgræske dødsrige) for at høre hans mening om moderne maratonløb. Hans begejstring kan ligge et meget lille sted.

– Skal jeg være ærlig, så er det ikke den mandfolkedprot, det var, da jeg var aktiv, og hvor et løb kostede dig livet, siger Phidippedes.

– Nu er maratonløb reduceret til en fritidsbeskæftigelse for selvoptagne mellemledere, som vil krydre deres CV med lidt navlepilleri og skyde genvej til en forfremmelse. Og med indførelse af halvmaratonet kan selv den mest hulbrystede juniormedarbejder klare cuttet, tilføjer han hovedrystende.

For slapsvanse

Heller ikke de professionelle maratonløbere har Phidippedes andet end et hånligt skuldertræk til overs for.  Han er forarget over, at de løber for penge og medaljer af ædelt metal i stedet for en ædel og heltemodig død med udsigt til evig ære.

Atleternes udholdenhed imponerer ham på ingen måde.

– De er nogle pjevsede skvat. Ingen af dem begynder dagen med at stå opmarcheret i fuld fallanks og slå persere ihjel for så at smide rustningen og sandalerne efter endt slag og gennemføre et maraton på stenede og hullede veje på under seks timeglas, fnyser han.

Bornerte atleter

Phidippedes konkluderer, at det for moderne løbere kun handler om at få de rigtige sko og de rigtige løbedragter. Han mener også, at kropskulturen i moderne atletik er forfejlet og bornert.

– Hvad i Hermes navn er der galt i at løbe nøgen og lave helikopteren til de lækre unge mænd og smukke kvinder, man møder på ruten, spørger Phidippedes.

Han skal da heller se transmissionen af dagens OL-maraton i Tokyo.

– Nej, jeg er for længst holdt op med at følge det lort. Der har ikke været et ærligt dødsfald, som jeg kan relatere mig til, siden legene i 1912, sukker Phidippedes.

Illustration: Luc-Olivier Merson.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Forarget Phidippedes: Moderne maratonløbere er nogle magelige pjok"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*