Snydt i hestehandel: Fæstebonde købte apostlenes heste 4.77/5 (13)

En fæstebonde fra Mols mener sig bedraget. Købte hest i den tro, det var en særlig guddommelig og ferm ganger.

Når man får tilbudt en af apostlenes heste, så har man en begrundet formodning om, at det er en særlig guddommelig hest, som kan mere end trække en vogn, bære en saddel, trave og æde hø.

Det var i hvert fald den tanke, som gik gennem hovedet på fæstebonden Mattias Rasmussen fra landsbyen Knebel på Mols, da han på markedet i Ebeltoft blev tilbudt at købe apostlenes heste for en billig penge.

Mattias Rasmussen var netop interesseret i en ny hest. Hans gamle skimmel var blevet både svajrygget og halt.

Det var på høje tid at se sig om efter en ny, forklarer Mattias Rasmussen, men hin ulykkelige markedsdag havde den gode fæstebonde sovet over sig.

– Ræven havde taget hanen i nattens løb så jeg var ikke kommet årle afsted til markedet. Der var derfor ingen gode dyr tilbage hos Mons Hestepranger, hvor jeg plejer at handle hest, og hos de andre hestehandlere var priserne alt for høje, siger han til Satyren.

Desperat situation

Fæstebonden var i en lidt desperat situation. Høsten skulle snart køres ind. Derfor spidsede han ører, da han hørte to prangere tale om, at de havde et par af apostlenes heste. Dem ville de partout af med inden solnedgang, da de havde lang vej hjem til København.

– Jeg lod dem forstå, at hvis hesten var skikkelig og prisen den rette, så var jeg måske interesseret, siger Mattias Rasmussen.

Han fortæller, at der ifølge de to prangere ikke var nogen grænser for, hvad en apostels hest var i stand til. Den gik en hel dag på en halv spand havre og en grebfuld hø. Den trak stærkere end tre okser, og så løb den seks mil i timen i raskt trav.

– De sagde, at jeg kunne få en for otte rigsdalere og 12 skilling, og så slog jeg til. Den pris var dåreagtig lav. jeg købte derfor to med seks skillings rabat, så kunne min karl ride den anden hjem, siger Mattias Rasmussen med bedrøvelse i stemmen.

En kindhest til den halve pris

Det viste sig nemlig, at da han ville hente de to heste, som stod tøjret bag en lade, var der hverken krikker eller prangere at se. Det gik da op for ham, at de var lurendrejere, som havde taget ham ved næsen.

Der var ingen hjælp at hente hos øvrigheden i Ebeltoft.

Politiassessor Munch oplyser til Satyren, at han over for Mattias Rasmussen gjorde det klart, at apostelenes heste er et udtryk for at transportere sig selv på sine fødder. De to prangere havde blot solgt ham og karlen en gåtur hjem.

– Bevares, det var da en bekostelig fodtur, men som den enfoldige bondeknold, han er, skal han være glad for, at de ikke også solgte ham en kindhest til den halve pris, kluklér politiassessoren.

Ukendt kunstner.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Snydt i hestehandel: Fæstebonde købte apostlenes heste"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*