Svensk konge død af chok, da han fik regningen for fastelavnsbollerne 4.64/5 (11)

Den svenske konge Adolf Fredrik spiste 14 fastelavnsboller og døde. Ny forskning viser, at kongen fik et slagtilfælde, da han så regningen.

Er du en af dem, der vånder sig over prisen på fastelavnsboller? Er du også nødt til at optage et lån i huset, for at du og din familie kan spise jer mætte i extravaganza fastelavnsboller fra Lagkagehuset? Så kan det måske trøste dig, at fastelavsboller i gamle dag var så dyre, at det kostede en svensk konge livet.

Det viser nye fund i svensk arkiv.

– Vi skal tilbage til den 12. februar 1771, hvor kong Adolf Fredrik aftenen før fasten åd 14 semler, som var datidens fastelavnsboler, overhældt med varm mælk, fortæller arkivar ved Stockholms Kungliga Husshåls Arkiv Gunilla Semlaeus til Satyren.

– Han havde forinden indtaget et gedigent måltid bestående af surkål, kød med majroer, hummer, kaviar, boghvede og champagne, da semlerne kom på bordet, fortsætter hun.

Kort efter måltidet fik kongen det dårlig og faldt død om. I lang tid troede man, at kongens åd sig ihjel, men Gunilla Semlaeus har fundet et hidtil ukendt dokument i arkivet, som afslører en anden dødsårsag.

Kostede det samme som et slot

Arkivaren fortæller, at der er er tale om en øjenvidneberetning, som kongens kammerherre August Rumpestierna nedskrev dagen efter kongens død. Kammerherren forklarer, at kongen fik et chok, da han opdagede prisen på fastelavnsbollerne.

Heller ikke dengang var fastelavnsboller nemlig billige, forklarer Gunilla Semlaeus.

En lille semel af sigtemel kostede, hvad der svarede til en stor bondegård. Var bollen af hvede og med kanel, så kunne man købe en herregård for de samme penge. Ville man derimod købe en luksussemel med rosiner, sukat, flødeskum og marcipan, var prisen den samme som et slot med tilhørende jordtilliggender.

– Med de priser var det normalt, at flere godsejere gik sammen om at købe en enkelt semel til deling. Ingen ved sine fulde fem var så ødsel at købe en hel til sig selv, siger Gunilla Semlaeus.

Advarede kongen forgæves

Kammerherren beretter, hvordan han forgæves advarede kongen om de eksorbitant uhyrlige priser på semler, men kongen nægtede at tro ham. Først da kammerherren præsenterede ham for regningen gik det op for kongen, at han lige havde formøblet sine kongelige slotte og hele sin rørlige formue.

– Rumpenstierna beskriver meget malende, hvordan August Fredrik blev ligbleg. Rallende tog kongen sig til brystet, gik tre skridt frem og segnede død om på stedet, siger Gunilla Semlaeus

Hun er overbevist om, at dokumentet er ægte og taler sandt.

– Den tids kronede hoveder levede jo totalt afsondret fra omverdenen uden nogen som helst viden om, hvad der rørte sig ude i samfundet, slutter Gunilla Semlaeus.

Mashup: Den Magelige Magister.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Svensk konge død af chok, da han fik regningen for fastelavnsbollerne"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*