Danmark bliver mindre: Polen gør krav på Lolland 4.34/5 (50)

De mange efterkommere af polske roepiger gør Lolland til en del af Polen. Det mener den polske premierminister Mateusz Morawiecki. Mette Frederiksen afviser ikke Polens krav.

Hvis du i dag bor i Sakskøbing, så vil du med stor sandsynlighed om få år bo i Zwâszkópínck. Hvis du går til gudstjeneste i Maribo Domkirke, skal du snart vænne dig til røgelse, skriftemål og katolske messer. Til gengæld skal du som lollik rejse til Næstved for at få en abort.

Står det til den polske regering, skal Lolland nemlig indlemmes i Polen.

– Lolland en naturlig og historisk del af Polen. De mange efterkommere af polske landarbejdere udgør i dag et befolkningsflertal, som har et berettiget krav på og en klar forventning om at blive forenet med deres polske fædreland, siger Polens premierminister Mateusz Morawiecki til Satyren over telefonen fra Warszawa, hvor det polske parlament, Sejmen, i dag vedtager en resolution, der forlanger Lolland indlemmet i Polen.

Polensekspert Malgorzata Burak Cukrowy forklarer til Satyren, at det polske krav på dansk territorium blot er en taktisk skinmanøvre.

–  Polens regering er desperat. De bruger alle kneb for at lede den internationale opmærksomhed væk fra kritikken af det demokratiske underskud og presset på menneskerettigheder, som Polen møder fra det internationale samfund. Den hopper hverken Danmark eller EU på, siger en sikker Malgorzata Burak Cukrowy.

Mette Frederiksen positiv

Meget tyder dog på, at hendes analyse ikke holder stik.

Over for Satyren oplyser statsminister Mette Frederiksen (S), at hun holder alle muligheder åbne. Hun vil på forhånd ikke afvise de polske territorialkrav.

– For mig er det primære mål at skabe et Danmark i bedre balance med mindre social ulighed og en mere ensartet befolkningssammensætning. Den proces vil en afståelse af Lolland helt klart fremme. Lollikkerne vil sammenlignet med resten af Polen stadig have en meget høj levestandard, siger Mette Frederiksen.

Hun ønsker dog en aftale, som gør det muligt for danske børnefamilier uhindret at besøge Lalandia og Knuthenborg Safaripark. Hun forlanger desuden en fuldt udbygget Border Shop ved Guldborgbroen, som sælger Gammel Gdansk på tilbud.

Billig dansktalende polsk arbejdskraft

En rundringning blandt Folketingets partier viser opbakning til afståelse af Lolland. En af tilhængerne er Marcus Knuth (C).

– Det gør mig ondt for min fødeø, men det åbner muligheder for, at vi kan øge tilgangen af billig polsk arbejdskraft, som taler dansk og pænt tager hjem hver dag efter fyraften, siger Marcus Knuh, som godt kan leve med at hans fødehjem fremover hedder Kńùtzcenbzrog.

Satyren har fanget borgmester i Lolland Kommunes Holger Schou Rasmussen foran Roepigerne på torvet i Sakskøbing. Han ser muligheder i en polsk fremtid.

– Med den indstilling de har til Lolland inde på Christiansborg, så ser jeg frem til at blive polak. Altså lige bortset fra det med sproget, så er mange lollikker allerede vant til at leve på polsk. Om vi skal betale med kroner eller zloty i Brugsen, det er vi bedøvende ligeglade med, siger en forventningsfuld Holger Schou Rasmussen.

Mashup: Den Magelige Magister.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Danmark bliver mindre: Polen gør krav på Lolland"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*