Tysklands finansmininister: Vi afskaffer ikke 1.000.000.000-Marksedlen 4.88/5 (8)

Finansminister Hermes holder fast i den tyske 1.000.000.000-Markseddel. Den er nødvendig for de tyske privathusholdningers sammenhængskraft.

Tyskland følger ikke Danmarks eksempel og afskaffer pengesedlen med den højeste nominelle værdi. Hvor man i Danmark om kort tid ikke længere kan betale med 1000-kronesedler, så kan man stadig i Tyskland betale sine dagligvarer og caféregning med 1.000.000.000-Marksedler.

Til Satyren siger Tysklands finansminister Andreas Hermes, at 1.000.000.000-Marksedlen er nødvendig for at holde de tyske husholdninger i gang under den hyperinflation, som har ramt Tyskland.

– Når den tyske husmor køber kålrabi, flæsk og margarine, er det bydende nødvendigt, at hun har en overskuelig og let håndterbar valutabeholdning til rådighed for hendes transaktioner med landets næringsdrivende, siger Andreas Hermes.

– Det nytter jo ikke, at fortravlede husmødre skal køre deres kontanter i en lastbil eller hestevogn, når de handler, hvilket vil ske, hvis Tyskland ligesom Danmark fremover skulle have sedler, hvis højeste værdi er 500 Mark. Som det er nu, kan de nøjes med en trillebør, uddyber han.

Illegale formuer besværes

Finansminister Hermes deler ikke den danske regerings ræson, at pengesedler med høj nominel værdi gavner sort økonomi, pengevask og fremmer kriminelle banders ulovlige indtægter. Tværtimod, forklarer Hermes.

Det er ifølge ministeren umuligt for tyske kriminelle at oparbejde store formuer, uden at myndighederne opdager det.

Han giver et eksempel, hvor politiet stormede en lagerhal i Hamborgs havn og konfiskerede 1.000.000.000.000.000.000 (forkortet af red.) Mark, som kriminelle havde gemt af vejen, men kke kunne holde skjult.

Efterfølgende fortalte bagmanden til politiet, at pengetankens indhold knapt havde kunnet betale for leje af lagerhallen.

Slut med bankrøverier

Det betyder også, at bankrøverier stort set er ophørt i Tyskland.

– Vi oplever meget få bankrøverier. Der er jo grænser for, hvad en mand kan slæbe, og det er jo ingen sag for selv den tykkeste politibetjent at løbe en tungt lastet bankrøver op, som har kilovis af penge i sækken slænget over ryggen, siger Andreas Hermes.

–  Og skulle delinkventen alligevel undslippe, så kan han højest købe sig to pakker cigaretter og en flaske Schnaps for pengene, hvis han  vel at mærke handler samme dag. Venter han til dagen efter, rækker udbyttet kun til det halve, tilføjer han.

Finansminister Hermes  opfordrer den danske regering til nøje at genoverveje fornuften i at afskaffe 1000-kronesedlen. Han udelukker ikke, at Tyskland indfører pengesedler af endnu højere pålydende værdi af hensyn til den kritiske papirforsyning. Kun talsystemets utilstrækkelighed og borgenes evner til at regne med store tal sætter grænsen.

Mashup: Den Magelige Magister.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Tysklands finansmininister: Vi afskaffer ikke 1.000.000.000-Marksedlen"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*