Stenalderen forlænges: Råvarekrise udskyder bronzealderen 4.93/5 (14)

Forsyningskrise på kobbermarkedet og vilde priser på tin udsætter bronzealderen på ubestemt tid. Stenalderen kan fortsætte i generationer, frygter vismand.

Voldsomme prisstigninger og lange leveringstider på vitale råvarer betyder, at den længe ventede udrulning af bronzealderen i Nordeuropa er sat i stå på ubestemt tid.

Beslutningen om at udskyde bronzealderen blev truffet af det Nordiske Høvdingeråd ved et stort krisemøde forleden.

– Rådet har erkendt, at bronzealderen bliver forsinket. Vi sidder fast i stenalderen en tid endnu, men vi er optimister, lyder det fra Overhøvdingen.

Han opfordrer til, at man tager det med ro og afventer fremskridtet, som nok skal bringe bronzens velsignelser til alle inden for overskuelig tid.

Opskruede tinpriser

Satyren har talt med en vismand, som forstår sig på markedet. Han forklarer, at krisen skyldes voldsom spekulation i tinmarkedet, hvor prisen på det vigtige legeringsmetal er steget med mange stykker rav siden forrige fuldmåne.

– Tin er en sjælden jordart, og der er rift om det kostbare metal. Smarte opkøbere hamstrer store mængder tin, hvilket øger efterspørgslen og driver priserne i vejret, siger vismanden.

Dertil kommer, at de største tinforekomster findes på den store ø mod vest, som fornylig har valgt at træde ud af Kobber- og Tin Unionen, der hidtil har garanteret en sikker råvareforsyning.

De høje tinpriser falder også sammen med akutte problemer i kobberleverancerne. Det skyldes ifølge vismanden, at en stor bronzetransportbåd i fjor satte sig på tværs i en stærkt befærdet flod og spærrede for gennemsejlingen i måneder.

Desuden spiller en lang række sammenfaldende uheldige faktorer også ind.

– De centrale kobberudvindingsområder har været lukket ned på grund af pest, og produktionen er gået i stå. Det har forplantet sig til de afledte erhverv med konkurser til følge og voldsomme reduktioner i forarbejdningskapacitet og nedskæringer i transportledet, fortæller vismanden.

– Selvom minedriften er kommet i gang igen, og der mærkes optimisme på den minoiske bronzebørs, er manglen på æseldrivere, pramdragere og kulsviere stadig meget stor, uddyber han.

Stabilt marked for sten

Modsat Høvdingerådet tror vismanden ikke, at bronzealderen venter lige om hjørnet.

– Nej, desværre. Vi er ramt af en strukturel forsyningskrise, der i et primitivt agerbrugsbaseret høvdingesamfund som vores kan tage generationer at komme igennem, siger han.

Til gengæld glæder vismanden sig over et stabilt marked for forarbejdelige mineraler.

– Det litiske marked berøres ikke af det overophedede marked for metaller. Priserne på flint, grønsten og skifer holder sig i ro. Leverancerne er stabile. Det skyldes, at alle sådan set bare kan gå ud og samle de sten, de vil, siger vismanden med optimisme i stemmen.

Foto: Macroscopic Solutions, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Stenalderen forlænges: Råvarekrise udskyder bronzealderen"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*