Kejser Marcus Aurelius rystet: Guldaldermalere skildrer kun Roms ruiner 4.9/5 (10)

Kejser Marcus Aurelius af Rom er godt træt af guldaldermalernes forfaldsromantik. Kunstnere mener, at kejseren er en rindalist, der hader æstetisk socialrealisme.

– Hvorfor fremstiller de mit elskede Rom som en hoben ruiner? Jeg forstår ikke deres perfide motiver til at udskamme verdens hovedstad som en trøstesløs favela og udskamme oldtidens arkitektoniske svar på Olympen.

Kejser Marcus Aurelius stemme er grødet af undertrykt bitterhed, da Satyren møder ham på sin hest på De Kapitolinske Museer i Rom. Han er godt træt af den danske kunstnerkoloni, som holder til i Den Evige Stad. Han har fået nok af deres evindelige forfaldsromantik udpenslet i sarte pastelfarver.

– Colosseum ligner en ruin værdig til at blive dozet. Forum Romanum fremstår som et jordskælvsramt slumkvarter, og Titus’ smukke triumfbue ligner noget, som er plantet i en pløjemark. Det er fantasiløst ud over alle grænser, når de med lidt umage kan gengive Rom i al sin gyldne storhed, siger Marcus Aurelius.

Forfaldets æstetisk skønhed

Satyren opsøger den danske kunstnerkoloni, hvis medlemmer holder til i en lejlighed i et pittoresk kvarter i det centrale Rom. Satyren møder dem under en kritikklasse, hvor de med høj hat og fez på hovedet, bakkende på lange snadder og en espresso i koppen kommenterer hinandens værker.

Kunstnerne er uforstående over for kejserens kritik.

– En ruin er en ruin. Det er kunstnerens kald at skildre virkeligheden, som den er. Vi maler det, vi ser, og vi foreviger forfaldets æstetiske skønhed, siger maleren Konstantin Hansen, der betegner sig selv som ruinernes mester.

Han tøver ikke med at kalde Marcus Aurelius for en sofastykkeelskende rindalist og en Trommesalsromantiker.

Uciviliserede barbarer

Heller ikke maleren Vilhelm Marstrand forstår kejserens reaktion.

– Som de socialrealistiske kunstnere vi er, skal vi ikke lave om på verden, med mindre man altså er en kommerciel fiduskunstner som Bertel Thorvaldsen, der nægter at fjerne næser, arme og ben på sine skulpturer, fnyser Marstrand.

– Hvis kejseren vil have fersk, småborgerlig pastiche, så foreslår jeg Thorvaldsens blodfattige og blegfede makværker i marmor, tilføjer han, mens de andre i stuen nikker bifaldende.

På sin hest, ryster Marcus Aurelius på hovedet ad de danske kunstnere.

– Det er vel blot, hvad man kan forvente af en flok barbariske klatmalere fra Kimbrernes og Teutonernes land, sukker kejseren.

Han bedyrer, at han, som den stoiker han er, afstår fra at kaste de danske gulaldermalere for løverne. Han agter i stedet at råbe passivt aggressive spydigheder efter dem, når de besøger museet.

Illustration: Colosseum af C.W. Eckersberg, Statens Museum for Kunst.