Polarkulden rammer: General de Meza rømmer Nordjylland 5/5 (5)

Hærens stilling nord for Limfjorden er ikke længere sikker. General Christian de Meza har derfor besluttet at evakuere 4. Division og de øvrige danske tropper fra Nordjylland.

Hæren rømmer Nordjylland. Sådan lyder den overraskende melding fra Krigsministeriet, efter Danmark er blevet ramt af sibirisk kulde, hvor iskold polarluft har indesluttet landet.

– Vinterens tag gør, at vi ikke længere har en sikker stilling, og  at både preussiske og østrigske tropper kan falde os i ryggen. Vi har derfor besluttet at trække os længere mod syd, oplyser han i et kommuniké til de danske tropper.

Det kommer kort efter, at han også rømmede Danevirke.

Beslutningen blev truffet, fordi Nordjylland i dagene efter nytår blev dækket af et flere meter tykt snelag, der i kombination med arktiske kuldegrader satte det danske samfund skakmat.

– Vi risikerede at miste Hegermann-Lindencrone og hele 4. Division på grund af frostsprængninger i den kropsdel, vi normalt sidder på, og fjenden skal spejde efter, og jeg løber en uhørt risiko for at tildrage mig en dødelig forkølelse trods seks varme kapper og mundbind. Derfor var beslutningen afgørende for at sikre den danske hær, lyder det fra Christian de Meza.

Kaotiske tilstande

Øjenvidner fortæller om en kaotisk rømning af de nørrejyske øer, hvor Vendsyssel, Thyland og Hanherred over hals og hoved er blevet forladt af soldaterne. Bag sig efterlader de snesevis af 12-punds kanoner og hundredvis af forliste oksekærrer og kareter, fordi trækdyrene dør af frost. Ofte går den lange karavane i stå, og soldaterne må klare sig, som de bedst kan i den dybe frost.

Soldaterne er flere steder fotograferet i deres sorte vinteruniformer med deres forladegeværer, mens de forsøger at slå kuskeslag og med forfrysninger i ansigtet går i den hårdt sammentrådte sne.

Forlydender i København fortæller, at man helt har mistet kontakten til udposter efterladt i Skagen, Blokhus og nær Frederikshavns Langestrand. Det er uvist, om de er faldet i hænderne på preussiske eller østrigske stødtropper.

Situationen forværres af, at trafikken på Hærvejens forlængelse i Nordjylland  er for sparsom til, at menneskehorden kan nedtrampe sneen. De er derfor lukket med et utal af civile flygtninge fanget i snemasserne med deres sække med huskeråd og såsæd, uden at myndighederne hjælper dem.

Chokeret krigsminister

Krigsminister Monrad skriver i et andet kommuniké, at han er chokeret over beslutningen om at rømme Nørrejylland.

– Christian de Meza begår en stor fejl. Der er kulde mellem os efter denne iskolde og hjerteløse beslutning. Vi må nu varme vores hjerter ved fædrelandskærligheden alene, siger han.

Hvad der skal ske med hele det militære tros, der er efterladt nordenfjords, vides ikke.

Hæren har forsøgt at samle tropperne i Aalborg, hvor der blandt andet uddeles varm te og tobak blandt soldaterne.  Her vil forfrosne lemmer også blive amputeret på det lokale feltlazaret, oplyses det.

Ukendt illustrator.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Polarkulden rammer: General de Meza rømmer Nordjylland"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*