Siger nej til Frederik: Hvideslægten kræver kongevalg 5/5 (10)

Foto: Alex-David Baldi.

Det er ikke nok at udråbe Kong Frederik i København. Hvideslægten kræver nu kongevalg i Ringsted og Viborg. Ifølge Satyrens oplysninger stiller de selv med en kandidat.

Drømmen om et fredeligt tronskifte i Danmark i forbindelse med Margrethe den 2.’s afgang ser nu ud til at briste.

Den sjællandske stormandsslægt Hvide-slægten med blandt andet Skjalm Hvide og Absalon i spidsen kræver nemlig kongevalget afgjort på tinge, som skik og brug byder.

– Man kan ikke holde adelen og de frie bønder uden for denne beslutning. Det vil være udemokratisk. Tronprætendenten må møde op på tinge og se, om han her kan opnå folkets støtte, siger Skjalm Hvide, og truer med en fejde, hvis kravet ikke imødekommes.

Han fremhæver den oldgamle danske tradition med at vælge kongerne, sådan så man sikrer, at hele Danmark står bag kongen. Han garanterer personligt for Frederiks sikkerhed på vej til og fra det fredhellige ting, og understreger at det ikke skal gå ham, som det gik for Erik Emmune.

– At forestille sig, at nogen kongelig ikke skulle vælges, vil være hovmodigt. Næsten lige så syndigt som at hævde, at man har fået magten som en særlig gave fra Gud selv, eller noget man kan give i arv til egnede eller uegnede sønner, siger han.

Absalon suppelerer i en let advarende tone, at Kongehusets tronprætendent tilhører en tysk gren af monarkiet og derfor kan nære sympatier for den tyske kejser, hans markgrever, Den Tyske Orden og modpaven i Avignon.

Hvideslægten stiller med værkstedsejer

Hverken Skjalm Hvide eller Absalon ønsker at sige direkte, om slægten selv vil gøre krav på tronen. 

Satyren erfarer dog fra nærtstående kilder, at det præcis er deres plan. Det skulle angiveligt være den sjællandske erhvervsmand Lars Fromsen fra Sorø, der er slægtens kandidat til tronen. Han ejer en kæde af VW-værksteder på Sjælland. Han skulle angiveligt også være i familie med Grundtvig, og dermed beslægtet med Hviderne og en stærk kandidat til kongeværdigheden.

Samme kilde fortæller til Satyren, at slægten har taget kontakt til repræsentanter for Thrugot-slægten i Jylland. De skulle angiveligt opnå skattefrihed i tre år, hvis de vil støtte Lars Fromsen som konge, når han og Frederik  møder op på tinget i Viborg. Flere vendiske fyrster foruden den norske konge støtter angiveligt hans kandidatur.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra hverken hoffet eller statsminister Mette Frederiksen.

Foto: Foto: Alex-David Baldi, Flickr.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Siger nej til Frederik: Hvideslægten kræver kongevalg"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*