Eskimoer erklærer Danmark for koloni 4.92/5 (12)

Kongeriget Danmark har mistet sin selvstændighed. Kongen er afsat og landet erklæret for eskimoisk koloni under navnet Nuna Qorsuk.

To eskimoer, Pooq og Qiperoq, har erklæret Danmark for koloni. Det skete i går foran Kongen og en større skare, der var forsamlet ved Københavns Slot for at se de to fangere optræde.

Pooq og Qiperoq er er bragt hertil af missionæren Hans Egede for at rejse midler til kristningen af de hedenske eskimoer i de nyopdagede områder i Arktis. Til det formål skulle de to fangere demonstrere deres færdigheder foran Kongen, byens spidser og en måbende almue.

Fremover skal Danmark hedde Nuna Qorsuk, som oversat til dansk betyder Grønland

Til publikums store adspredelse, lavede de kajakvendinger i kanalen foran slottet og kastede harpuner efter kanalens ænder.

Oppustet sælblære vajer fra Blåtårn

Et øjenvidne beretter, at mens Pooq opførte en trommedans, sneg Qiperoq sig væk i retning ad slottet.

– Den lille tykke slog løs på sin tromme, mens han vred sig som en ål på en varm pande og skar så græsselige ansigter, at samtlige fruentimmere dånede af fryd og skræk. Til stor morskab fik han også kongen til at sige nogle ord på de vildes jammerlige kaudervælsk, fortæller øjenvidnet.

Men pludselig blev den gode stemning ødelagt af et højt råb fra Blåtårn, hvor Qiperoq havde fastgjort en oppustet sælblære i spirets top. Derefter var Pooq gået op til Hans Majestæt, som var blevet mere og mere bleg, mens Pooq hviskede ham noget i øret.

Over for Satyren bekræfter de to fangere, at de har erklæret Danmark for koloni. Fremover skal Danmark hedde Nuna Qorsuk, som oversat til dansk betyder Grønland.

– Her er så frodigt og grønt, at vi vil kalde landet for Nuna Qorsuk. Selv om sæljagten er dårlig, og vi ikke kan køre hundeslæde, så ser vi muligheder for gode fortjenester, siger Qiperoq på forbavsende godt dansk.

De har købt en herregård på Sjælland for to narhvalstænder, en grim fedtstensfigur og en håndfuld perlebroderier

Han fortæller, at deres åndemaner i en trance har set, at de blege grødspisere er vilde med eskimoernes traditionelle kunsthåndværk, og åndemaneren er brændt inde med en ladning virkningsløse tupilakker, som de vil omsætte.

Køber herregård for perler

Pooq og Qiperoq vil hente deres bopladsfæller ned til Grønland og grundlægge en bygd. De har købt en herregård på Sjælland for to narhvalstænder, en grim fedtstensfigur og en håndfuld perlebroderier.

Kongen og statsrådet har protesteret over det, de betegner som et statskup, men den schweiziske gesandt i Danmark, Bernhard von Kuckuhr, slår fast, at den internationale forordning om ekspropriation af fremmed land er overholdt.

– De har som protokollen foreskriver markret deres nye besiddelse ved at plante deres flag et synligt sted. De har læst kolonierklæringen højt, og Kongen har højlydt erklæret, at han accepterer vilkårene. Der står ikke noget i reglerne om, at det ikke må ske som led i en traditionel trommesang, siger von Kuckuhr og tilføjer:

– Der er ikke er noget at komme efter.

Illustration: Mester Ictum.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Eskimoer erklærer Danmark for koloni"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*