Stands Thomsen og Oldnordisk Museums lefleri for almuen 4.77/5 (13)

Christian Jurgensen Thomsen smisker for pøblen, når han i effektjageri lægger antikke guldringe om simple fruentimmeres halse. Det skal høre op, mener forarget oldgransker.

Forleden lod jeg mig friste til at overvære en af direktør for Det Kongelige Oldnordiske Museum Christian Jürgensen Thomsens højt besungne og i diverse aviser roste omvisninger i museets samling af rare sager fra vort gloværdige kongeriges hedenold.

Stor var min andægtighed, og mit ansigt var lagt i en salvelsesfuld mine i forventning om den åbenbaring, hvormed hr. Thomsen skulle vederkvæge min higende sjæl.

Men ak. I stedet for heltekvad og elysiske gudesyn måtte jeg lide den tort i tvende timer at høre Thomsen lefle for en måbende almue, som havde formastet sig til i disrespekt at blande sig med os tænkende mennesker.

Gennem hele seancen talte Thomsen om de gamle sager i et tarveligt sprog og med primitiv patos for at tækkes de uvidende. Han sluttede af med helt uanstændigt at tage en halsring af guld ud af dens fint støvede vitrine og lægge den om et ungt fruentimmers hals. Det stakkels pigebarn rødmede og skælvede eksalteret. Hun var nær dånet i ren befippelse.

Smisker for pøblen

Jeg tillod mig at konfrontere direktør Thomsen og udtale min dybeste foragt for hans smisken for pøblen og forfængelige effektjageri.

Til det svarede han mig gennemført uforskammet, at almuen skal drages ind på lige fod med alle andre. Netop oplysning og dannelse af jævne mennesker er det hellige formål med Oldnordisk Museum. Han tilføjede, at benovelsen og glæden i den unge piges øjne kundgjorde for ham, at hans åndelige filantropi bærer frugt.

Må jeg være fri. Den simple hob har ingen higen efter ophøjede tanker og ingen forstand på slige sager. Hr. Thomsen føjer blot spot til skade med sine futile anstrengelser på at oplyse de enfoldige horder gennem pøbelvenlige fortællinger.

Som oldgransker forlanger jeg, at Thomsens djævelske revolte og omstyrtning af enhver elitær bedreviden omgående hører op. Ellers ender det med, at vildfarne æteriske sværmere som ham nedbryder vore museers autoritet og indretter fortællingen om vores fortid efter, hvad bærmen forlanger. I værste fald inviterer de uartige daguerreotypister til at besudle vor oldtid med uterlige anskuelsesbilleder af boudoir-vikinger.

Og må Gud forbyde, det kommer så vidt, at plebejerne skal delagtiggøres for at kultivere sig selv og bane deres egne vildveje til vor oldtid gennem vore klenodier, som ej for lov at slumre ophøjede bag vitrinernes glas.

Må den dag aldrig komme.

Oldgransker Sophus Suhr
Mulesundet 8
Frederiksberg

Dette forstokkede vrøvl er et udtryk for skribentens oldnordiske og ikke progressive mening og kun i begrænset omfang udtryk for Satyrens holdning.

Illustration: Magnus Petersen.