Nu er han svensker: Tycho Brahe fratages dansk indfødsret 4.89/5 (9)

Illustration: Skokloster.

Historiska Akademien har tvangsnaturaliseret astronomen Tycho Brahe. Han får nu officielt status som svensker. Ændringen skaber vrede i Danmark, men er godkendt af UNESCO.

Danmarks verdensberømte astronom Tycho Brahe er snart ikke længere dansk. Den første januar 2024 skifter han nationalitet til svensk. Det nye statsborgerskab følger af en beslutning truffet i Historiska Akademien, som er Kongeriget Sveriges øverste historiske myndighed.

Det sker som en gestus og en julegave til Hans Majestæt Gustav 16. Adolf i anledning af kongens 50 års regeringsjubilæum.

Til Satyren siger forperson for Historiske Akademien Alfrida Printzensköld, at det så mange år efter den svenske optagelse af Skånelandene ikke længere giver mening at omtale personer, som levede før den tid i Skåne, Halland og Blekinge som danske.

Hun påpeger, at der er en forældelsestid på nationaliteter. Italienere er ikke længere romere. Tyrkere er ikke længere Byzantinere, og skåninge er således for længst holdt op med at være danskere.

– Tycho Brahe er skånsk, og derfor er han i dag lige så svensk som Zlatan Ibrahimovic og Jimmie Åkesson (leder af partiet Sverigedemokraterne, red.). Det er et historisk faktum, siger Alfrida Printzensköld og uddyber:

– Skånelandene er svenske, og det har de været i mere end 350 år.  Indbyggerne har svensk pas og svensk som modersmål, selvom skåninger godt nok taler en for de fleste svenskere svært forståelig udgave af modersmålet.

Hun lever med, at Brahes nye statsborgerskab skaber opstandelse i dansk-nationalistiske og skandiimperialistiske kredse.

Tycho Brahe er dansker

Sveriges annektering af Tycho Brahe har vakt voldsom vrede i Danmark, hvor Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, og Nye Borgerlige kappes om at overgå hinanden i forargelse.

– Det et overgreb og det eneste tilfælde af kulturel appropriation, jeg nogensinde vil anerkende, raser Nye Borgerliges kulturordfører Pernille Vermund.

– Tycho Brahe er lige så dansk som Tordenskjold, Ludvig Holberg og andre store danskere. Det skal de politisk korrekte svenskere ikke lave om på, sprutter Dansk Folkepartis kulturordfører Mikkel Bjørn.

Danmarksdemokraternes Inger Støjberg vil gå så vidt som at klage til FN og afbryde de diplomatiske forbindelser med Sverige, hvis ikke beslutningen omgøres.

Rasmus Paludan i spil

Den danske regering og Folketinget har imidlertid en dårlig sag. FN’s organisation for kultur, UNESCO, har godkendt Tycho Brahes nye statsborgerskab. Den er i overensstemmelse med Folkerettens charter for posthume statslige tilhørsforhold, og det tillader ikke dobbelt statsborgerskab.

Statsminister Mette Frederiksen (S) tager dog situationen med knusende ro. Hun er i dialog med sin svenske kollega  Ulf Kristersson, og der er håb om en mindelig løsning, lyder det optimistisk.

– Jeg har tilbudt Ulf Kristersson en byttehandel. Vi tager Rasmus Paludan tilbage uden betingelser, mod at Tycho Brahe alligevel ikke gøres til svensker. Det er en høj pris at betale, men Ulf er jublende lykkelig, og den er så godt som hjemme, siger Mette Frederiksen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Tycho Brahe.

Illustration: Skokloster, Wikimedia.

Vurder denne artikel

Be the first to comment on "Nu er han svensker: Tycho Brahe fratages dansk indfødsret"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*