Ingen gider alligevel overholde de 10 bud. Derfor opgraderer Vorherre dem nu til De 10 Verdensmål.
De har aldrig været tænkt som krav, men mere som opfordringer. Alligevel har Gud indset, at tiden er løbet fra De 10 Bud. Ingen lever efter dem, og de appellerer ikke til en moderne menneskeheds komplekse hverdag.
Det fortæller Gud i et eksklusivt interview med Satyren, hvor en flig løftes for den gennemgribende relancering af De 10 Bud som verdensmål.
– Der er sket et og andet i de 3500 år, der er gået, siden jeg sendte Moses ned fra bjerget med mine bud mejslet i stentavler. Verden er blevet en anden, og selv en almægtig gud må revurdere sit brand og sine corporate values. Derfor synes jeg, at det er mere mangfoldigt og tidssvarende at tale om verdensmål, siger Gud.
Skaberen forsikrer, at det ikke bare er fluffy corporate bullshit og hyklerisk wokewashing, men faktisk er et 360 grader redefineret brand statement, som skal skabe afsæt for trusted relations building med menneskeheden.
Børn og instagrammere får gudestatus
Gud har styrket og transformeret buddene til bæredygtige og inkluderende globale målsætninger.
– Det fjerde verdensmål om, at du skal ære din fader og moder omfatter nu også forældre af alle køn og seksuel observans, hvad enten de er blevet forældre naturligt eller har modtaget fertilitetsbehandling, siger Gud.
– Det samme gælder verdensmålet om ikke at bryde ægteskabet. Det inkluderer fremover registrerede parforhold og papirløse forhold, tilføjer Gud.
Skaberen har gjort sig selv mere rummelig, ved at det første verdensmål nu tillader at have andre guder end Gud.
– Vores fokusgrupper gjorde det klart for os, at gudsbegrebet er alt for snævert defineret i de oprindelige bud, så nu tillader jeg, at forældre må dyrke deres børn som guder, og instagrammere med mere end 10 millioner følgere kan påberåde sig gudestatus, siger Gud.
Okay at stjæle
De mere etisk betonede bud redefineres også. Oprindeligt nedlagde Gud forbud mod at stjæle, men i de kommende verdensmål bliver det tilladt at stjæle.
– Så længe det ikke sker for egen vindings skyld, men til fællesskabets bedste, så kan det under særlige omstændigheder tillades, lyder det fra Gud.
Guds chefjurist Moses vil præsentere De 10 Verdensmål for en samlet kristenhed til påske. De forventes fuldt implementeret i 2030. Ved samme lejlighed introducerer Gud også en verdensmåls-pin i regnbuens farver, som kristne kan bære for at vise deres ægte engagement i Guds 10 Verdensmål.
Foto: Pixabay.
Be the first to comment on "Gud erstatter De 10 Bud med verdensmål"